uhyre passive Modstand (thi den aktive er langtfra saa farlig) omsider vil bevirke. Hvilke Rædsler medførte det ikke, at Folkene toge deres Frihed tilbage? og da, naar de ville sætte sig i Besiddelse af en endnu høiere Nødvendighed: af Tænkefriheden? en almeen Revolution for Oplysningen? Dog vi haabe, at Civilisationen indtil da, indirekte igjennem den politiske Oplysning, vil bevirke, at den skeer med saameget Maadehold som mueligt: at Menneskeheden ikke gjenseer Scener fra de konstantinopolitanske Billedstorme, eller fra Fornuftdyrkelsens Vaadeviller i Paris.
Eller tør I sige, at Vi (ja Vi; thi det er den oplyste Menneskeheds Fleerhed, som her igjennem disse Linier udtaler sin Hjertensmening) . . . tør I sige, at Vi gjøre Eder Uret, Ærværdige? Gjører I blot ikke os den Uret, at troe, at vi skjære Alle over een Kam! Vi vide meget vel at udpille de Hoveder, over hvilke, uden Hensyn til, uden Medlidenhed med Fleinskallen, Kalotten eller Alderens ærværdige Snee, Staven maa brydes i Sandhedens, i Alretfærdighedens hellige Navn, — og dem, der benytte sig med Maadehold af det indirekte Privilegium til at lade Alt slæbe sig frem i de gamle Gjænger, eller reentud, til Dovenskab, for ei at nævne andre Beqvemmeligheder, som følge af at de bekjende sig til det overalt i Europa for Tiden herskende formeentlig ene rettroende Partie. Fra denne Klasse og fra alle dem, som — skal jeg kalde det saa? — nødes, — deels for ei aldeles at skuffe Forældres Haab, deels af Kjærlighed til deres Qvinder, der gjerne, som man siger, ville have noget Eget at sparke paa, deels af reen Nød — at eedbinde sig til det herskende System, og bøie sig med hemmelig Uvillie under den fastsatte Slendrian . . . fra disse vil vel ikke Restaurationen udgaae; men flux som Universitetslærerne og Filosoferne fremstaae som primi motores, ville de strømme til med de Befriedes Jubel. Det er da ikke disse Svage, der nu, saaatsige, tude med de Ulve de ere iblandt, som vi fordømme. Vi beklage blot, at dette virkeligen talrige Partie saasnart lod sig bringe til Taushed: hvadenten det nu var den politiske Bulder, eller de mystiske, helligede Skrigere som overdøvede dem, saa var det ligesom om de, over hele Europa, af Forskrækkelse lode deres Vaaben falde: Redemptoristerne oversvømmede igjen det Katholske, Mystikerne det protestantiske Europa, og de sunde, filantropinske
