Billeder, der forekomme mig som Urimeligheder; men jeg er Menneske og veed, at der gives Sandheder, intet Menneske kan være foruden, Sandheder, som den Eenfoldige kan opsvinge sig til, og den Viseste ikke overstige — det er den Religion, som lærer disse Sandheder, der fyldestgjør Alle, som Jeg vil bekjende. Men see, Menneskene have nægtet den et Tempel, imedens Gud Fader aabner sit, sin Himmel for den.“ Hvor dydig en saadan Mand end kunde være — han var dog udstødt af alle Religionssamfund. Missionæren vilde forbande ham efter slig Tale, og korsende sig gaae sin Vei, ønskende til Gud, at han blot havde ham saasandt fat i Madrid; og i sit Fædreland maa han hylle sig ind i sin Kaftan og bortsmøge sine Planer til at oplyse og forbedre sine Landsmænd: thi fik Muftien blot eet Øiekast inden for hans Pandeskal, fik han ligesaasnart alle 10 Fingre om hans Strube. Hvad standser da Civilisationen saameget, som netop disse Mysterier, i hvis blinde Antagelse det herskende orthodoxe Partie næsten udelukkende sætter Kristendommen? Derimod giv Tanken og Troen fri! Kristus fremstaaer, og fremstiller sin Religion, som Alles Fornuft baade maa erkjende og bøie sig for — han fremhæver Sædelæren og gjør Præsterne til Folkeopdragere og Folkelærere! Da skulle vi see alle de oplyste Mahomedaner, Chineser, Hinduer og Jøder gaae over, og nedlede den europæiske Civilisation til deres Folk, og disse Hundreder af Millioner, som nu ikke ere Kristne og sværge, aldrig at blive det, skulle følge. . . . . Da skulle vi see Kristi Spaadom opfyldt, om at een Hjord og een Hyrde skal vorde, d. e. Alle skulle leve som Brødre; en Idee om Mennesket, saaledes som det i sin sædelige Fuldkommenhed aabenbarede sig i Kristus, skal herske levende og belivende hos Alle. . . . Da skulle vi see en Ende paa Krigene, og en heel Deel Elendigheder bortmarsere med den sidste Parade . . . . Da skulle vi see Auktioner lyses i Tidningerne over de sidste Mondurer, de sidste Geværer og Tasker, og andet gammelt Stats-Skramlerie . . . . Da skulle vi see Staternes Penge anvendes til Ætternes Opdragelse, til nyttige Indretninger, og ikke til Hofhold, priviligerede Dagdrivere og udstafferede Armeer . . . . Da kunne Forbedringerne i de politiske Forfatninger skride fremad, uden at komme i stedse voxende Misforhold til de religiøse . . . Da ville Staterne blive sædelige Foreninger, der stiftedes og undergaae Forandringer, indtil man
