uopdaget Atlantika, og at vi vel henflytte vore Træer, vore Huusdyr og døde Omgivelser did, men idealiserende skabe nye Mennesker der, nye Guddomme over det skjønne Fantasielands Himmel, som om vi kun vare misfornøiede med Menneskene eller rettere med os Selv? Saavel hensvundne Aarrækkers, som de løbende Dages Historie giver os Svaret, løser os Gaaden, hvi vi, hvi den stolte Britte, som paa sine skjønne Strande fremkunstler en Slags Følelse af Lykke, der dog intet andet er, end den selvbehagelige Følelse af sikkert fysisk Tilvær — hvi Han stirrer mod Vesten og skaber sig der et Stor-Taage-Britanien. Thi hvor lærer Historien, at hine Samlinier ere trufne? Ikke engang i Nordamerika, hvor Millionerne røre sig inden den fortræffeligst-indrettede lovbundne Friheds snorlige Linie paa den ene Side, men inden en saadan Religionsfrihed paa den anden Side, at den kan lignes med den slappe eller Bølgelinien. Ogsaa der maa den sande Ædle, der kun er lykkelig i hele Verdens Lykke, see ud imod Vestens Skyer, naar han finder Tusinder uden Religion, eller Tusinder galne Sekterer. Hvad skulle da vi Europæere sige? Vi, af hvilke kun nogle Millioner ere borgerlig frie, men alle Millionerne religiøse Ufrelse, eedbundne ved paabudne, forældede Troessætningers Stavnsbaand? Ja, hvad skulle Vi sige, som nødes til at anføre det Rige, for hvis blotte Navn vi gyse tilbage, Rusland nemlig, som det, der viser hine tvende Linier mest paralele? Hvad Jammer over Verden, naar dette Rige, og Østerrige, hvilket vi ligeledes ere vante at tænke paa med Rædsel, skulle nævnes som de ideale? Og dog maae vi dette; thi hvor svare Religion og Statsforfatning nøiere til hinanden? Kald den Første aandelig, den Anden borgerlig Trældom, og den døsige Lykke, Millionerne, der bevæge sig inden disse Samlinier, nyde, Sløvhed — de svare dog til hinanden, og forholdsmæssig kun Faa blandt disse Millioner føle deres Elendighed. Det aandige Liv, som under strænge diætetiske Regler holdes indespærret paa enkelte Universiteter i disse Stater, og Muravievs med Brødres Bestræbelser for en forbedret politisk Forfatning ved Alexanders (ikke den Stores) Henfart, ere ikke Lyspunkter i denne mørke Skildring; thi den forrige Vicekonge i Polen har, ved sin barbariske Exekution paa polske Studerende, og hans, ved Folkets modige og kraftigen forsvarede Beslutning som Konge i Polen afsatte, Broder har, ved Exekutionen paa
