Aarhundredes Bygningskunst, der ere adspredte i vor Verdensdeel, ikke at tale om, at den i denne Henseende ikke kan maale sig med selve Oldtidens Folkeslag. Vi ville, uden at lade os blende af noget Skin af Aandighed, Kraft og Fortrinlighed, hvilke Skin vi gjentage er vor Alders betegnende, med skyldig Ærefrygt bukke os for Britten, der farer os forbi paa sin Dampvogn, og løbe iilsomst af Jernveien, for ikke at lide Huskissons Skjebne. Vi ville raabe vort Hurra for Dampskibet, der neppe faaer Tid til at speile sig i vore Fjorde. Vi ville med ærbødig Taushed betragte slige Almanakmænd, som vor Hansteen, naar de sysle med deres Tuber og Penduler. Vi ville af reen Kjærlighed til vor Konstitution forglemme, — at den kun glimrer som ydre Statsforfatning at endnu i 16 Aar Intet er gjort forat nedlede den til det borgerlige Samliv, at det samme Misforhold finder Sted i andre Stater, at Stater som Storbritanien og Sverige t. Ex., der, uagtet de i saa lang Tid have gjæret en Statsforbedring imøde, ikke have endnu kunnet erholde denne, — ja selv at Despotier, i Væsen og Anvendelse (Praxis) aldeles asiatiske, findes indmængede mellem andre frie og halvfrie Europas Stater. Men vi ville undersøge hvorfra disse politiske Uregelmæssigheder reise sig, hvoraf det kommer, at en Kamp for det Gode saalænge kan vare, uden at noget afgjørende, beroligende Udslag viser sig. Vi ville skimte igjennem Maskinernes Røg, ind i Tidsalderens Indre, indi Menneskehedens Hjerner og Hjerter, og see hvorledes disse bearbeides i borgerlig og religiøs Henseende for Tilværelsen og Bestemmelsen, for Jord og Himmel, sig Selv og Gud. —
Religion og Statsforfatning — det er disse to Samlinier, inden hvilke de menneskelige Hjerter slaae roligt og regelmæssigt, hvor de ere netop ligeløbende (parallele), snevert og qvalt, hvor de ere sammenløbende (convergerende), men febrilsk og vildt, hvor de ere fraløbende (divergerende). At de ere ligeløbende vil sige, at de ikke staae i Misforhold til hinanden: at en fortræffelig Statsforfatning alene ikke gjør Borgerne lykkelige uden en tilsvarende fortræffelig Religionsforfatning; men denne Sidste viser sin Overrang deri, at den nødvendig medfører den Første, hvorimod hundrede Mønstre vise, at det Omvendte ikke er Tilfælde.
Hvoraf kommer det da, at vi maae vende vore Øine mod et
