Hopp til innhold

Side:Wergeland Samlede skrifter trykt og utrykt 4 B1.pdf/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Den fuldkomneste Villie besidder Uforanderlighed (er evig lige fuldkommen) Hellighed (vil ene det Gode) Godhed eller Retfærdighed (uddeler Lyksalighed efter Natur og Fortjeneste).

Af Guds Alfuldkommenhed følger, at han kun kan være Een.

At der er en Gud, at denne Gud er Een, at Alt af Ham er afhængigt — er vor første Troesbekjendelse.

Jo mere vi erhverve os Kundskab om Verden og dens hele Liv, jo dybere vi trænge ind i det Skabte eller i Naturen, desmere erfare vi, at Gud ikke umiddelbar, men ved Midler, som hans Alviisdom bestemte og hans evigtvirkende Almagt satte igang, virker paa det Skabte. De ere desaarsag evige og uforanderlige, og kaldes derfor Naturlove, Verdens Kræfter. Selv om Verden forandredes, om Livet forgik paa en Klode ved en aldeles Omvæltning paa denne, maatte det skee efter naturlige Love efter Almagtens Bud. Deres Væsen kunne vi naturligviis ikke kjende, men deres Virkninger ere Verden og Livet. De ligge aabne for os.

At Verden, da dens Kræfter ere evige, ikke kan gjøres til[1] Intet, men vel forandres efter disse Kræfters Love — at ingen Afvigelser i disse Naturens Love kunne finde Sted — er vor anden Troesbekjendelse.

Af den trinvise Stigen i Fuldkommenhed, som vi blive vaer i Skabningernes Række paa Jorden, fra Stenen og dens Mose og til Mennesket, der har naaet til Fornuft og Erkjendelse af sit Tilvær; af at Mennesket er det eneste fornuftige Væsen; af den forskjellige Aandsstyrke, som vi opdage hos forskjellige Mennesker, skjøndt dog den klareste Fornufts sandeste Blik er Erkjendelsen af egen Indskrænkethed og Ufuldkommenhed; af vor Jords Lidenhed mod andre Himmellegemer, af Himmellegemernes Overensstemmelse i Bevægelse og Beskaffenhed, slutte vi:

at Skabningernes Kjæde gaaer uafbrudt gjennem Verdnerne; at Menneskene ikke ere det sidste, ypperste Led i denne Kjæde; at der gives ædlere Skabninger end Menneskene — det er vor tredie Troesbekjendelse.

B) FRA MENNESKET,

fra Menneskets Attraa efter, og dets Evners Anlæg til en fuldkommen Uddannelse, som det her i Livet ikke kan opnaae; fra

  1. Dette kan heller ikke forenes med Algodhedens Hensigter med Verden.