HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREM?
Hist glimter lyse Dagskjær frem.
O, leve Frihed! Sandhed leve!
Snart hele Jorden hylder dem!
Vise fra 1794.
Det er ikke usædvanligt at læse og høre offentligen, hvor man vender sig, de bestemteste Yttringer om, at Tidens Historie især deri yder et forbausende og til Beundring henrivende Skue, at næsten enhver af de Begivenheder, der fortskridende fremstiller sig i den, synligen og fremstikkende viser sig som ligefremvirkende til Tilværelsens Maal; eller — med andre Ord — at Dagens Begivenheder, ja hver af disse, der er betydelig nok til at fæste sig paa Sagas Tavler, vidner levende og overtydende om, at den europæiske Menneskehed gaaer Aar for Aar med tiltagende hurtige Skridt sin Udvikling saavel i aandig Henseende som i behageligere værdigere Livsnydelse, eller rettere Livsbenyttelse, imøde. Aldeles at nægte dette, at paastaae Menneskehedens Udvikling i det Hele fra Aar 1800 til idag ikke mere belivet og fortskridende, end i et lignende Tidsrum i ethvert andet Aarhundrede, vilde ansees for det samme, som at erklære sin Vantroe til et Forsyn, sin Blindhed for den store Haand, som gaaer styrende igjennem Begivenhederne, afdækker sig mere og mere, og det ligesaa tydeligt i ethvert Folks Historie, som i det lille israelitiske, man byder os fra Barnsbeen at beundre. — Det tør dog maaskee ved nøiere Undersøgelse vise sig, at den Frosinds-Troe om en saadan forbausende Fremskriden, mere end denne Selv, er Tidsaandens Kjendemærke.
I aandig Henseende — hvilke uhyre Fortrin ejer vor Alder vel? — Sidste Halvdeel af det forløbne Aarhundrede er udenfor det Tidsrum, vi her betragte. Disse kunne vi da samstille; og hvad finde vi da i vort, som kan veje op imod de Fremskridt i Viden, som hiint gjorde? Hvor ere de store Folkelærere? de store Opdragere? Rousseauerne? Snarere finde vi i vore Dage Sammensværgelser, der gaae ud paa at qvæle og tilbagedrive
