Hopp til innhold

Side:Wergeland Samlede skrifter trykt og utrykt 4 B1.pdf/288

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
150.
Støvet synder ei, men Aanden selv.
Den paa sig Selv sig hevne kan og sone;
thi Hjertet i hver evig Sjel
  er himmelsk Retfærds Throne.

151.
Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød,
Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham,
  som ikke varme Straaler skjød
  i Eders Hjerters Gam?
men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster,
mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster!
  — Da synke Sandhedsstraalerne ned
  til gyldne Fryndser om Syndens Lejested.

152.
Siig ei: „hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?“
Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag
igjenslaaet for dit bedste Odeleje,
der til at bæres til Himlen alt er paaveje.

153.
Som Himlen, der i Taage synes lav og liden,
med Dagens Straaler ud sig slaaer:
saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden:
  den bedste Næring Englen faaer.