Side:Wergeland Samlede skrifter trykt og utrykt 4 B1.pdf/286

Messias paa Graasteensbolster besku!
  Du Kronte, du Rige,
  os Arme da sige:
hvor høit vel i Himlen agtes du?

140.
„Smerte-ende“ er Dødens sande Navn.
„Fred“ er Navnet paa de stille Kræfter,
som røre sig i Gravens dybe Favn.

141.
Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig
henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum.
Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum,
omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig!

142.
Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod,
  en bævrende Fryd til Hjerterod.

143.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
  Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom.

144.
  Synderen rammer et skarpere Lyn,
end dette, der fødes ifleng af Skyen.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae:
  det er hans Grav.