tryk paa de andre levende Skabninger. Man kunde ogsaa lægge hertil: i naturlig Tilstand alle Sandser (Syn, Hørelse, Følelse, Smag, Lugt) skarpe og i jevnt Forhold; thi om et andet Dyr har et Par Sandser udmærket skarpe, saa plejer det dog at mangle paa de andre.
Maa vi nu i blot legemlig Henseende i det Hele kalde Mennesket en udmærket Skabning, finde vi dog snart Grund til at kalde Mennesket den fortrinligste af alle os bekjendte Skabninger, naar vi vende Blikket i vort Indre. Vi opdage der en Forening af Kræfter, kjendelige alene ved deres Virkninger, som vi ikke kunne finde hos nogen anden Jordens Skabning. Det at vi mærke at vi gjøre os klare Forestillinger om hvad der indvirker paa Sandserne (vide, nævne hvad det er), og at vi kunne handle efter disse Forestillinger, hvorimod vi see Dyrene kun bevægede som Machiner, gjør os først opmærksomme paa os Selv. Evne til at gjøre sig Forestillinger kalde vi Fornuft, Evne til at handle efter Forestillinger kalde vi fri Villie. Begge disse Kræfters Forening i Selvbevidsthed kalde vi Sjel, Aand. Selvbevidsthed er ligesom Aandens Hjerte.
Ved Samvittighedens Uddannelse, den tredie Hovedevne i Sjelen, nemlig Evnen til at skjelne med Tilfredshed eller Fortrydelse mellem Godt og Ondt, forhøje og klarne vi vor Selvbevidsthed, altsaa forædle vor Aand. Fornuft eller i det Hele Forestillingskraft indbefatter Evnen til at føle, tænke, erkjende, slutte, dømme, lære, erindre, indbilde sig.
Fri Villie kan ogsaa siges at være Evne til at begjære og afskye, til at vælge og forskyde efter Forestillinger med eller mod Tilbøjelighed, med eller mod Samvittighedsfølelsen. Hvis den gjør dette Sidste, kalde vi Handlingen sædelig, moralsk; og vi kalde den ogsaa god og rigtig, hvis Andres Samvittighed maa bifalde den. Efter dette Begreb om Menneskets Sjel vide vi nu at Legemet, den er forenet med, kun kan være det som underordnet, som Redskab.
Mennesket er altsaa et sammensat Væsen: en usynlig Sjel i et synligt Legeme: aandige Kræfter forenede med legemlige.
Hiin Legemets Indretning svarer ogsaa til en saa udmærket Hensigt. At det er forenet med et fornuftigt Væsen afhjælper fuldkommen de Mangler det kunde synes at have. Legemets Værgeløshed er nemlig Aarsag i at Opfindsomhed og Klogskab udvikler sig i
