ning, da det maa synes dem indlysende, at de, ved at tænke over hvad de have lært af Tilværelsen gjennem deres Sandser, vilde have kommet til de samme saliggjørende Erkjendelser af Tilværelsens Ophav og Bestemmelse.
INDLEDNING
Det bør Mennesket først at vide Hvad det selv og det, han opdager udenom sig er; dernæst hvad det selv især skal blive, og hvorledes det kan blive dette.
Denne Kundskab om Hvad Mennesket, som vi kjende det, og hvad vi opdage udenom os er, eller Læren om Tilværelsen, er Gjenstanden for alle saakaldte verdslige Videnskaber. Vor Indsigt deri kaldes Viden. — Denne Kundskab om Hvad Mennesket skal blive, eller Læren om Bestemmelsen er Gjenstanden for den saakaldte aandelige, himmelske Viden, som meddeles i Religionslæren. Vor Indsigt deri kaldes Troe, da den er en Frugt af Slutninger, ikke af Erfaring.[1]
Denne Kundskap om hvorledes Mennesket bliver det, det skal blive: om hvorledes Mennesket naaer sin Bestemmelse, affattes i Sædelæren. Den lærer os den rette Tænke- og Handlemaade.
Det Menneske, som redeligen stræber at forene og anvende Indsigter i denne trefoldige Viden, saaledes at han er istand til ved Overlæg at bringe sin Tænke- og Handlemaade[2] i Overeensstemmelse med sin Troe og sin Viden — det Menneske kalde vi et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske, velbehageligt for Gud, sig selv og lignende Medmennesker.
Til denne redelige Stræben hører ogsaa, som en Begyndelse, Prøvelsen af denne Bog.
- ↑ Vi kunne f. Ex. ikke erfare at vor Sjel er udødelig; men vi kunne af den Erfaring, vi have om dens Beskaffenhed, indtil Overbeviisning slutte os dertil.
- ↑ F. Ex. Veed du at Dyrene have Følelse, og troer du, at Gud har skabt sine Væsener, for at de skulle blive saa lykkelige, som de efter deres Natur kunne, da bringer du, ved at hjælpe et lidende Dyr, din Tænke og Handlemaade i Overeensstemmelse med din Viden og din Troe: da handler du som et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske.
