Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldædighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tredobbelte imod tilforn. Da han var 62 Aar og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedallie, blev han engang raadet at betænke sin høie Alder og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hædersgubben svarede, rystende paa Hovedet: „Nei — da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder ved at lægge altid noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder“.
Paa Vindskibelighed og Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjønneste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Rommerige i Agershuus Stift og i dette District er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at — gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn, han kjøbte Gaarde, opdyrkede dem og — forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huusfliden; han uddelte Belønninger og Ærestegn til de flittigste Agerdyrkere — kort, han var en Velsignelsens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død: thi hans Exempel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at han ikke kunde have Brug for Alt, det han kjøbte af Vadmeler, af Værkener og af Træevarer; men at han alligevel opkjøbte Alt, forat opmuntre denne Huusflid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemmevirkede og ved Afsætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og fornem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæder; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nødvendige for Mennesket, saaledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrkningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at
