gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en fattig Bonde i Bradsberg Amt i Norge. Thi, efterat han havde meget forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eie, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aaringer, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele Forraad han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest trængende i hans Naboelav, til hvem han udsolgte det i smaae Dele, forat det skulde strække til Desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedallie af Staten til Hæderstegn.
Retfærdighed udøvede Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Hedenskabet i Norge, altid, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Christentroe ikke kom med i Spillet. Saaledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de høibaarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen og trængte til Noget, udenvidere satte iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Kysterne Alt, hvad de behøvede; og denne Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han herved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi netop Disse stødte ham fra Thronen.
Trofasthed var en høiagtet Dyd hos vore Forfædre. En Mand en Mand, et Ord et Ord, gjældte fuldeligen hos dem. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Troe og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Nidding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk og ærede dem. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nordboer til deres Livvagt. Saaledes havde Keiseren i det forrige græske Rige, som residerede i Constantinopel, som nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, hvilken kaldtes Væringer eller Varanger. Harald Haardraade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører, før han blev Konge i Norge.
