En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv til og for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængslernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mangler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planen til bedre Indretninger og fik dem, især ved den Anseelse han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv under Undersøgelse af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange Tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som det visseligen er det i Himlen.
Meddeel den Hungrige dit Brød, før de Forladte ind i dit Huus, og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed.
Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrenelandskjærlighed finde vi iblandt mangfoldige Andre i vor gamle gode Snorro Sturlesens norske Krønike.
Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, ved Leiesvende, der reiste om til Norges meest udmærkede Mænd, ligesom om de vare Udsendinge fra den fiendtlige Konge Svend af Danmark, og tilbøde dem Svends Venskab og opmuntrede dem til Frafald fra Harald, for at prøve hvorvidt disse Landets første Mænd tænkte om ham og hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med deres falske Breve og med deres Foræringer (som det hedte) fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettigheder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa finge de høre sand norsk Tunge. „Vel ved jeg — svarede Einar — at Harald er mig ikke god, hvorimod Svend ofte har viist mig megen Ære og Venskab. Men siig ham dog: „vover han at angribe mit Fædreland, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Tropper, jeg kan sanke og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I — ud af Stuen!“
Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer
