ning og Videbegjær, for hvem en Tankeudvexling ikke er uvant, hvem man mærker at man kan være til Nytte. Slige gives der dog. Men her har Naturen hjulpet. Dog er selv disses religieuse Overbeviisning for det meste meget svag og vaklende, og det er, fordi der i deres Ungdom ikke blev lagt nogen Grundvold dertil der blev ikke lært dem noget, som deres gode naturlige Forstand kunde fatte og omfatte i deres hele Liv. Sædeligheden er derfor i det Hele taget ikke stor hos dem. Deres slappe Tro (Mangel paa Overbeviisning: Skepticismus) viser sig tidt især ved at gjøre Alt Gudstjenesten vedkommende til fast Maal for deres Lune. Børnene høre til, lee, gaae næste Morgen til Præsten, og nu — er der et uudfyldeligt Gab i deres Overbeviisning. Paa den ene Side ligger Cathechismen, paa den anden Fædrenes Raisonnements. Skulde ei, ikke alene for den Klasse, men for Alle, da være høi Tid at lære dem, hvorvidt Grendserne for Menneskets Viden strække sig; at Alt paa hiin Side disse, aldrig kan indsees med Vished, men at hvad deraf skal vorde Troesgjenstand maa kunne udledes af ethvert Menneskes Fornuft og saaledes være indlysende for Alle.
Trækkene til dette mørke Malerie, dette Natstykke midtiblandt vort Aarhundredes glimrende Transparenter, ere ikke hentede fra Salonerne (skjøndt den der herskende Yderlighed i Indifferentismus, den fade, tomme, forfængelige Aand, som der er forherskende lader sig forklare af samme Grund; thi ogsaa disse Væsener have været Børn og med Taarer, hvis Aarsag de ikke kunde forklare sig, i Kirkerne gjort Rede for hiin ufattelige Børnelære) men de ere hentede fra Hytterne, fra Kakkelovnskrogene, fra Kroerne, som fra Kirkegulvene — de ere (saavidt man vil indrømme en ung Mand Evne til at opfatte tilstrækkeligen og Menneskekundskab) optrukne efter Erfaringens mathematisk sikre Samlinier. Vare de ikke det, turde jeg ikke vove at erklære: det Folk er forraadt til Mørket, som ingen anden Næring for deres Sjelekræfter faaer end nogle Sætninger, som, efter deres Natur, ikke kunne være Gjenstande for Fornuftens Prøvelse (Eftertanke) og Dom; men meget mere befale denne afsat indtil videre[1]; og som da heller ikke, i egentlig Forstand, kunne fremvirke en Tro, der er grundet paa Overbeviisning: at den christelige Sædelære er, da den er Fornuftens egen, al-
- ↑ 2. Cor. 10, 5.
