fordrer det (thi det veed sig fortjent dertil) at kunne føre et saadant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, ligesaa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veet sig fornuftigt og frit fra alt sædeligt Ondt.
FEMTE STYKKE
Menneskeheden skrider i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og Lyksalighed. Derfor sige vi medrette, at, om Overtroe, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for et Par hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Tyngsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade.
Burde nu end den største Deel af den nulevende Menneskehed, idetmindste de cultiverede Nationer, efter alle de Anstrengelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder; efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dydigere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæder: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene bestaaer i en meget større Forstandsoplysning, og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstands Oplysning ikke af synderligt Værd; thi ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser men ei varmer.
Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd.
