lioner vandre under Stjernerne, uten at disses herlige Syn vækker et Spørgsmaal hos dem, uden at de nogensinde have hørt det opløftende Svar: de ere Guds Verdener vandrende over dit Hoved. Den eneste Idee de derom gjøre sig er, at de ere Zirater, som Stueuhrskiven og Skilderier paa en Væg. Selv Kundskab om Verdensbygningen, der dog er ligesaa simpel som opløftende og skikket til at vække ophøjede Tanker og Følelser, bliver dem ikke tildeel. Naturligviis tales her blot om en simpel anskuelig Idee deraf. Det Positive, som udelukkende er dem bibragt, har fremavlet i deres øde Hjerner (lignende en Ørk hvor det eneste som hæver sig over det endeløse Slette er et sort Veikors) en dunkel Nødvendighedstroe. Det er dem aldeles uvant at søge Grunden til et Phænomen i Tingens Væsen. Fældes f. Ex. En af Lynet formedelst egen Uforsigtighed, beregne de ikke denne eller finde en naturlig Grund til at Lynet slog ned paa det Sted, men de ere meget tilbøjelige til at antage det Lyn for en Skjebnes Finger, der vilde have naaet sit bestemte Rov, hvor det end havde skjult sig. I Sygdomme gjør den samme dunkle Tro dem meget passive og tvivlende om Medicinens Hjælp. Der maa overnaturlig Hjælp til. Saaledes ere de lavere Klasser i Intet forskjellige fra deres Oldefædre (og dog siger man at Menneskeheden gaaer vældigen fremad?): i 20, 30 Aar har et saadant Menneske Intet andet lagt til sin jammerlige Aandsskat end et Par Psalmer maaskee. Lægger man hertil endeel Erfaringer, hvilke dog aldrig tjene ham til Kime for Betragtninger, samt endeel nedarvet Overtroe, saa har man registreret Almuesmandens Hjerneinventarium. I aandig Henseende ere de store Folkemasser hinanden lige fra China til Nordcap. Kun de dannede Klasser gjøre Forskjellen mellem Tyrkiet og Frankerig. Nationalcharacteren er noget Andet. Den lader sig henføre under Naturhistorien og Geographien. Hiin den store Folkemasses forsømte Tilstand er Aarsag til den Adskillelse, der, selv i Fristater uden Adel, finder Sted mellem de Simplere og Dannede, saaat disse betragte hine med en mærkelig Ringeagt og holde sig aldeles for sig selv. Og ligesaa modbydeligt maa ogsaa dens Selskab være, der (han være noksaa brav Mand forresten) er umælende, hvis man ikke gaaer ind i hans snevre Erfarings-kreds, inden hvilken selv dog enhver Slutning er ham fremmed, som behageligt den Bondes f. Ex. som røber Tænk-
