netop det Modsatte er den naturlige Følge af det gjængse Opdragelsessystem, der anvendes paa den store Masse af Folkene.
Det hedder: vi kunne kun bibringe dem Religion. Vi kunne ikke mere end uddanne dem til Christne. — De have Ret; dog mere i det Første end i det Sidste. Men hvad faae de af Religionen uden nogle, for Aarhundreder siden, i mørke Tider til Troesartikler ophøjede, theologiske Meninger eller Læresætninger, hvis naturlige Ubegribelighed banlyser ethvert Forsøg paa at tænke over dem? ja selv den Lærdeste svimler naar han vil nærme sig dem med sine Tanker. Kan da saadanne Materier kaldes passende Næring for den spæde Tænkekraft, der er ethvert Barn naturlig? Dog skulle de Alle i det 6te, 7de, 8de Aar lære at læse, og have da ingen andre Bøger end saadanne, med Udtog af den abstrakteste Dogmatik, med Lærdomme, som ere ligesaa langt hævede over den meest Oplystes som over den Raaestes Tankekreds, derfor forbause og — ikke fremkalde, men fremtvinge Troen — uden Overbeviisning (thi de have ikke faaet Noget, som de kunne fatte og bedømme) og Pligternes Opfyldelse — uden deres Erkjendelse — altsaa en Dyd uden Værd.
Efter en saadan Underviisning, som alene kommer Hukommelsen tilgode; uden at have faaet et eneste Begreb, eller være bleven lærte at udvikle saadanne af deres egen Evne, hvilken ogsaa af deres Sandselighed gjerne holdes i Slummer, kaldes den største Deel af Folkene voxne paa Sjel, som de virkelig ere det paa Legemet, fuldlærte, og de gaae nu ud i Verden.
Hvad Under at Millioner ere aldeles tanketomme, uden Mindelse af deres Sjelekræfter, ja saa sløvede at de føle Modbydelighed, ikke Trang, til Oplysning og Aandssysselsættelse? Kast et Blik i en Bondehytte en Efteraarsaftens tidlige Qvelsdæmring: Folkene komme ind! de have tærsket nogle Timer den Dag: den lange Aften staaer for: en søvnig Samtale om ubetydelige Ting knyttes for om en halv Timestid aldeles at opløses i Gaben: Sengen søges, eller de sidde endnu en Stund aldeles tanketomme hver i sin Krog. Det bliver altsaa en Sandhed, at den store Mængde af Mennesker, som leve saa, ere meest Mennesker, naar de tærske og pløje. Er deres Arbeide forbi, saa er det forbi med dem. Det er deres eneste Liv. — Et tydeligere Exempel paa den liden Tænkekraft, der bliver Mennesker, efter hiin Methode opdragne, tildeel: Mil-
