Hør da, Hakon! Forat kunne oversee og kjende det uhyre
Væxtrige, har man ordnet det i visse Afdelinger efter Mærker.
I lang Tid behjalp man sig med at ordne dem i visse naturlige
Slægter d. e. man samførte alle de Planter som samhavde noget
vist udmærket Udvortes.
Hakon.
Som alle Træerne med Bar vel?
Lægen.
Ja — og se Græssene og Halvgræssene (Starr- og Siv-arterne), og de Saftrige med kjødede Blade (f. E. Portulak og Tagløg), Rakleblomstrede (Piil, Hassel, Birk), Erteblomstrede, Skjærmblomstrede (f. Ex. Karve, Qvanne), Mistænkte (f. Ex. Bulme), hvortil alle de Giftige høre, der have smudsig Farve og bedøvende Lugt.
Hakon.
Moserne da vel ogsaa, for en Mose kan jeg godt kjende ifra andre Væxter?
Lægen.
Rigtigt, de udgjøre ogsaa en naturlig Slægt.
Hakon.
Dog saae jeg engang i Sætermarken en Fremmed, med en Kasse fuld af Planter ved Siden, med Forstørrelsesglas betragte et Stykke Mose, som jeg strax kunde sagt ham Navnet paa . . ja især nogle smaae Pletter betragtede han med vedholdende Opmærksomhed.
Lægen.
De Smaapletter vare Mosens Blomster eller Befrugtningsdele. Ja, virkelig, Hakon, saadant et Alviisdommens Rigdomsdyb, saa fortrinligen udrustede ere Planterne, disse, som det synes, aldeles livløse Skabninger, eller rettere denne Blomstkjæde imellem det Levende og det aldeles Livløse, at de Alle fra Solblomsten til Tangen have deres Kjønsdele og Parring. Det er efter disse, vel mindst iøinefaldende, men bestandige Mærker, Befrugtningsredskaberne, at man har fundet det sikkrest at ordne hele Væxt-
