Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

66

— O, jeg maa angre, hvad jeg har sagt!
Min Barndoms Plet er ei ødelagt.
De nye Landsteders Havenatur
er riig og prægtig, ei kold og stur.
Hvor klattrer Stokrosen uforfærdet
og Kaprifolen ei over Gjerdet!
Og groer Reseda i Græssets Sted,
saa er ei synderligt tabt derved.

Hvad er den hele Forvandling andet,
end at min Drøm er nu bleven sandet?
at alt det Smukke, min Fantasi
sig bygged’ af Dunster, der drev’ forbi,
de Værker, jeg her i Græsset slængt,
har ud af bugnende Taage tænkt,
de Mesterstykker, jeg hiig af Skyen,
har sænket alle sig ned i Byen?
Forlængst Morgana, den gode Fee,
mig Slottet lod i sit Luftspeil see.
Men forud havde jeg snelt i Tanken
bygt Borgerskolen og Børs og Banken.
Med Øiet i ubevidst Drømmen henvendt
paa Løvetandbladet, det Medikament,
jeg havde i Luften Skizzeringen malet
til Barnasylet og Rigshospitalet.
Afspeilet i dugfulde Primulablom
Theateret saae jeg alt, førend det kom.
En stille Sommerqvel var det min Sorg