Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/82

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

50

I Solskin smelter alt mit Nag.
Sligt Ord er ei i Bølgens Slag.
Jeg lytter til de Strandens Toner –
Hvor mildt du, søde Chor, forsoner!

Hvor venligt nikker Straa til Straa!
Gid Jordens Herre det forstaae!
Han visner hen og døer som dette
– hvi da sin Foraarsfryd forgjette?

En farvet Straale selv, sig toer
i Solskin Ormen, mens den snoer
sig om min Ankel — arme Sleve,
troskyldig er du: Du skal leve.

Der er i denne søde Stund
ei Draabe Gift i Ormens Mund.
Mon hine vel mig meer fornærme,
som krybe henad mine Perme?

Kom hid til Droslens Bryllupsfest!
Den synger vildest vel, men bedst.
Den spotter ypperligt fra Qvisten
jer Æsthetikler og jer Tvisten.

O Foraarsluft, hvor sød og let!
Troe, den er Sylfers Aandedræt,