Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/75

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

43

nyde kan den stolte Lykke,
at han faaer sligt Mindesmykke,
som kan passe Paul og Peer,
blot det og var disses Øde,
at de i Neapel døde.




Men Jeg kan ei tie stille,
naar saa hede Taarer trille.
Jeg maa hulke ud min Sorg.
Frændens — den er mindste Qvide,
dybere maa Vennens bide,
Normandens er storste Sorg.
Jeg maa bande Dødens Magter,
sige Livet, jeg foragter
alt det Gods, det gi’er paa Borg.
Manddomsstyrke, Ungdomssommer
er et troløst Græs, der blommer;
Øjenglands og Rosenskjær
kun en Raadenhed i Gjær;
Lærdomsskat i Kløgt bevaret
Dynge Støv til Blæsten sparet;
Folkeyndest, Kongegunst
Bjergets Vind og Sumpens Dunst;
herligt Haab og Livsenslykke
et i Luft med Mesterhaand
kjækt skizzeret Landskabsstykke,
synligt knapt for skarpsynt Aand;
Vennefryd og Frændegammen