Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/60

28

Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand, og hvæsset
i Luften hviler.

Hans Sorg ei slumrer,
skjønt Hov’det synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløs Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei eensom Stjerne
i Taarer tindre.

---