Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/349

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

317

Hvor rulled’, da han traadte ind,
  omkring de overalt!
Fra dem i Flammer skjød hans Kind,
da de paa Ægteparrets Seng
  af Straa og Røslyng faldt.

Han Angsten saae i hendes Sind;
  han gjennemsaae det grant
som Vindvets klare Balsamin;
Han stirrede med Ormens Blik,
  der binder Fuglens Fart.

Hvor undres Han! Thi første Gang
  ham Guldets Magter sveg’.
„Jeg er et Barn af Nød og Trang
dog gjør din Tanke mere end den
  mig Kinden kold og bleg.“

„Du Nar, hvad veed din Mand deraf?
  Du for et Øieblik
kan slette ud det hele Krav.
Det er det usleste Salar,
  jeg i min Praxis fik.“

„Dog ingen anden Eiendom
  jeg har end Hjertets Fred.
Det denne er, du beder om.
O Arne, Arne, Arne, kom!“
  — Hun kun med Taarer stred.