Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/325

293

Hvisked’ saa til Mary Ann:
„Skynd dig, Kjære, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Før vi række Kirkelandet,
kunde det alt sammen ringe.“
Derpaa vendt til mig: „Min Ven,
følg os eller bliv igjen.
Men for Os – Vi maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys lød,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjød,
himmelsk og balsamisk Fred.“

O, hvor fryded’ den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen,
O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det, som om Engle drog’
gjennem Luften under Qvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar’,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,