Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/318

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

286

Hardanger.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedøves og forglemmes, –
hvor sig Had med Had forsoner, –
hvor usalig Lyst til Synder
dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
Løven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nærvær
i Naturens Majestæt,
i hans Almagts Høihed klædt,
og ved Følelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjær,
som en Glories Straaleære,
hvormed Høi og Tinde pranger:
– da forvist det Sted maa være
i det deilige Hardanger.