Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/293

261

„Gamle Bedstemoder
maa da Livet miste,
stirre paa den vilde Skov,
til hendes Øine briste.
Jeg igjen vil komme,
kjære Ulv, og bli’e dit Rov,
  bare jeg
  maa gaae min Vei
med dette lille Knippe.“

„Hør, hvor Vinden tuder
i de tørre Grene!“
Vinden har saa barsk en Røst,
men vil dog bedre mene:
den vil bare give
Hans hver Qvist, som sidder løft.
  Hans skal den
  ta’e op igjen
og i sit Knippe binde.

Nu er Knippet færdigt;
knap han kan det bære.
Det sin gamle Bedstemo’er
vil Vesle-Hans forære.
Hvor skal Vei han finde?
Sneen over Stien foer.
  Glad og angst
  han ta’er sin Fangst;
men veed ei Vei at finde.