Denne siden er ikke korrekturlest
252
Da Skjønheds egen Farve
blev Dødens Bleghed. . Yndige Død, jeg tilbad dig;
den graadige Grav jeg trygled’; din Grav
blev, søde Rædsel, i mine Arme.
blev Dødens Bleghed. . Yndige Død, jeg tilbad dig;
den graadige Grav jeg trygled’; din Grav
blev, søde Rædsel, i mine Arme.
Lad Skjønhed blive jordet,
hvor ei den kunde leve! O salige Elsker,
den lever, den aander jo ved din Barm!
Mit Hjerte vugger under dens Roser.
hvor ei den kunde leve! O salige Elsker,
den lever, den aander jo ved din Barm!
Mit Hjerte vugger under dens Roser.
Kun kort paa Flugt i Himlen
er Pigens Sjel, for der at opdage de Blomster,
den lyster at vise Billedet af
imorgen i de straalende Øine.
er Pigens Sjel, for der at opdage de Blomster,
den lyster at vise Billedet af
imorgen i de straalende Øine.
Thi snart, som Tanken vexler,
de dunkles af Hyaeinthers Bruunviolette,
og snart Cynoglossens sortnende Blaa
og snart Kjærminders Lys de gjenspeile.
de dunkles af Hyaeinthers Bruunviolette,
og snart Cynoglossens sortnende Blaa
og snart Kjærminders Lys de gjenspeile.
Hvor tidt, liig Barnet efter
Nymfæen under Vandcet, jeg speided’ i Øiet!
Hvor himmelskt et Foraar blommed’ deri!
Saa blaaligt tindred’ Edens Violer.
Nymfæen under Vandcet, jeg speided’ i Øiet!
Hvor himmelskt et Foraar blommed’ deri!
Saa blaaligt tindred’ Edens Violer.
Vee mig, af Hjertets Banken
min Skulder skjælver, hvortil hun hælder sit Hoved.
Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi,
og hører Alfer hamre derinde.
min Skulder skjælver, hvortil hun hælder sit Hoved.
Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi,
og hører Alfer hamre derinde.
