Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/255

223

„O, jeg var fornøiet, Søster,
vilde Luftningen, som røster
giennem Harpen, paa sin Vinge
Hende blot min Hilsen bringe!

Men, for ikke strax at døe,
for ei som den trætte Svale
midt paa Havets Dyb at dale,
var det for den Zefyr bedst,
om den ved den sidste Øe
blev en herlig, stærk Sydvest —
mørkeblaa fjerntfra at see,
nær som jagende i Snee,
men paa ny en Zefyr tyst
under Josephines Kyst.“

„Gid — saa loe Maria — gid
Vinden førte Halvten did
af vor altfor rige Sommer;
thi vi qvæles fast af Blommer.
    Tænk, det hænder
tidt, at en — ja ret en Laps
af Passionsblomst dristig titter
med de store lysblaae Øine
gjennem vore Vindvers Gitter.
Over vort Altangelænder
den og en Lian omkaps,
begge op i Luften fløine,
klattrende sig ofte høine.“