Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/237

203

Stille! Stille! Lad os lytte!
   Hvilke Syner
maae sig skvggehurtigt flytte
indenfor det brustne Øie,
bag hvis Dunkle Hans Erindren
netop nu med Stjernens Tindren
friskest over Alting lyner!
 O Han smiler . . Mon Han seer
   Bearns Høie
   sig at bøie
 for de stolte Pyrenæ’r?
   Mon Han skuer
 Fædrehuset, som det stod,
 da som Dreng Han det forlod?
  Paa dets Gavl de samme Duer,
   samme Ranke ved dets Dør?
     Vist Han dvæler
  der derhjemme? vist Hans Sjel er
   Barn igjen, idet Han døer?

Stille! Stille! Lad os lytte!
   Hvilke Syner
maae sig skyggehurtigt flytte
indenfor det brustne Øie!
— over Marken spredte Fløie . .
Bernadotte foran lyner . .
Rundtomkring de fjerne Høie
 Himmelen i Flamme staaer.