Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/215

183

talende, velsignet milde,
som om de Velkommen vilde
hele Verden kjærligt byde.
  – Vee! vee!
Sorte Regnetavler bæres
paa det ædle Sted tilsyne,
  talbeskrevne
mellem begge Øienbryne;
og af Sorger fuldtberuste,
Laster, som vanvittigt lee,
vildt med Træk isønderrevne,
  sønderknuste,
Folkets Aasyn tatueres.

*

Kjærlighedens Ild udslukkes,
som naar Blomster Farven tabe.
Hjerterne i Folket lukkes
som en Gjerrigs plumpe Skabe.
Mellem Menneskene bliver
det uhyggeligt i Landet,
som for Vandreren, der driver
eensom om i Byens Gader,
hvor hvert Lys, et efter andet,
slukkes i dens Vindurader.
– Han vil raabe: O giv Ly!
  Hvem vil høre?
Det er klogest, du kan gjøre:
Ryst din Saale, Mand, paany!