Denne siden er korrekturlest
154
Henrik Anker Bjerregaard.
(I St. Olafs Loge, paa hans Begravelsesdag d. 14de April 1842.)
Lugt er vor Broders Grav, og intet Støvets Øie
har Hans Indvien seet.
Men Vi, Vi vide, at af Mesteren, den Høie,
er den høitideligen skeet.
har Hans Indvien seet.
Men Vi, Vi vide, at af Mesteren, den Høie,
er den høitideligen skeet.
Han feirer nu sin Pagt med Himlens Saliggjorte
i denne samme Stund.
Det stærke Løsensord, som aabner Himlens Porte,
har han nu lært af Dødens Mund.
i denne samme Stund.
Det stærke Løsensord, som aabner Himlens Porte,
har han nu lært af Dødens Mund.
Hvor kjærligt hvisked’ den, bedøvende hans Kummer!
Han lytter henrykt til.
Og om hans blege Mund sank Smerterne i Slummer,
og Glæder vaagnede i Smiil.
Han lytter henrykt til.
Og om hans blege Mund sank Smerterne i Slummer,
og Glæder vaagnede i Smiil.
Han Logen aaben saae, hvor Universer tindre,
og Verdner slukkes ud,
Og hørte Mestrens Kald til Helligdommens Indre,
hvor Han, den Skabte, skuer Gud.
og Verdner slukkes ud,
Og hørte Mestrens Kald til Helligdommens Indre,
hvor Han, den Skabte, skuer Gud.
