Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/145

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

113

    De ei rokke
Klippens Ro med sine Flokke.
    De forhindre
ei, hvor høit de flyve op,
    Klippens Top
fra i stille Glands at tindre.

Der paa Høiden uden Læ,
der paa Ravneklippen rødmer
    Dine Sødmer,
mit velsignte Livsenstræ!
Her, her ved et mandigt Bryst,
under fredsæl Pandes Dække
hviler leende min Lyst,
glad og sikker, som den kjække
Brombærbusk i Klippens Revne,
netop hvor (somom just der
haarde Klippes Hjerte er)
netop hvor, med frugtbar Evne,
smuldrende den har bered
Anemoners muntre Vrimmel,
Gentianers sunde Blod,
Saxifragers blege tyste
Tryllekreds et sikkert Sted,
for med dem at gjennemslette
Mosseteppets bløde tætte
    Fløielshylle
Rundtom Brombærbuskens Rod.

8