Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/119

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

87

Hvor smiler han, hvor glad og stolt,
somom han Rigdomshornet holdt
og kunde drysse ned som Gave
i Norges Skjød Aladdins Have.

Hvor smiler han, idet han strøer!
Ak, stakkels Gamle, hvad Du gjør!
Det er dit Haar, af Kummer blegnet,
ei gyldne Blade, ned Du tegne.

Thi Folket gav dig ingen Krands.
Det har en kort Erindringssands.
Det kommer først med den paa Baaren,
og troer at sone Alt med Taaren.

Men Jeg vil med taknemlig Aand
dig kysse, magre, blege Haand,
som Norrige, min Moder, skjænkte
vel meer end eengang, da hun trængte.

Og jeg ærbødig see vil i
din vilde Feberfantasi
en Blomst, som, da Du har ei Andet
din Aand har skudt for Fædrelandet.