Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/112

80

hvor de gamle Dyder bo’de!
Gjæstfriheden stod i Svalen,
indenfore ved sit Fad
frydefuld Tilfredshed sad.
Ak! nu maa jeg Skuur og Meise
raade, at de ilsomt reise;
Foraarskragen maa jeg raade,
at han ikke flyer — til Baade
fore sit eget sultne Skind —
i det Dødens Lukke ind.

Ingen Vei fra Grænd til Grænd!
Alle føgne er’ igjen.
Arnen røg dog undertiden,
men nu er det længesiden.

Mon ei Folk paa Gaarden er?
Ingen Sti til Fjøset meer!
Hvor mon Gjenterne da føite?
Høre de ei Koen hrøite?
Hvor fortvivlet og hvor hæst!
Vee, den Stakkel indelæst!
Hvorfor jøg man Nissen væk,
han, som lægger Halm i Baasen,
Salt i Krybben, Hø i Hæk?
Han, han kunde sprænge Laasen.