Hopp til innhold

Side:Wergeland - Udvalgte lyriske Digte.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

II

Svag er min Plecter at svinges for Frihed,
Frihed, der fældte Taarer de sidste og
stjaalne, da først jeg mit Bryst imod Norriges
  Skyborge hæved’.

Hen mod de Fjelde, der dækked’ i Secler
Normannakjæmpens Søvn, saae Gudinden — da
græd Du, men Taarerne fulde paa Normandens
  sovende Hjerte.

Modergraad falder for sønlige Hjerte
heed — og det slog, men tungt fløi Vampyren, der
suged’ dets Blod, bort, bort, for den døende
  Dana at tære.

Ei var det Samson i Dalilas Skjød; thi
Sværdet, hvor Død og Frihed paa Eggen høit
hviner, det værdigen Norge og Frihed sang
  hellige Hymner.

Snart skal ei længer den gamle Eurotas’s
Sølverskjæg dryppe af Blod, men sin Vove skal,
lig Susquehannah, i Frihedens Enge den
  roligen vælte.

Liig Cherubim skal om Frihedens Tempel
Storthinget evig værge — liig Norriges
Ørne med vidtslagne Vinger det dække vort
  Norriges Frihed.