Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/98

Men hvergang Sjælens Blikke ledes hen
til dette Old, han har i Dagen stillet,
vi dvæle atter ved hans eget Billed —
paa denne Scene gaaer han selv igjen.
Han er blandt Mængden, med sit kloge Øie,
og Smilet leger om hans fine Mund;
bag Pandens Fold har han det rige Fund,
som Seklet arved og bevared nøie.

Til Selvbetragtning vakte han sit Folk;
i Tidens Strøm det saae sit Billed atter,
og Skuelysten og den sunde Latter
blev denne frelsende Bevidstheds Tolk.
Den aabne Sands og Viddet i hans Snille
han gav den skjæve Skik til Kommentar,
og sendte dem, som et fortroligt Par,
fra Huus til Huus i Henrik og Pernille.

Ja, hvad der aldrig tabe kan sin Kraft
for danske Sletter og for Klippelandet,
er dette Salt, som han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringssaft.
I Stammens Indre laa dets Kraft forborgen,
men han, der nedsteeg i den mørke Schacht,
og hæved Skatten der ved Aandens Magt,
hans Navn har Glandsen af en gjenvakt Morgen.