Denne siden er korrekturlest
Man mærker i Salen, hvor lidet man veier,
naar Øret er uopdraget;
man bliver af dem, der kan spille en Feier,
saa meget i Skole taget.
Det giver en Angst, man sidder paa Naale,
og tænker, mens Manden spiller:
„Med hvad Slags Alen skal man da maale
de sælsomme Løb og Triller?“
Man skotter til grundige Connaisseurer,
til hver en Notits man lytter,
og endelig voxer der Æselsører
paa alle de svage Gemytter.
Men Tonernes Kunst er et dunkelt Rige,
af Følelsens Bølger steget;
derind har mangen En ondt for at kige,
som dog har paa Strengene leget.
Af Fingerlegen, af Nodesproget,
af Ørets dresserede Dele,
kan hentes et Skjøn paa Façonen af Skroget,
men ei paa det indre Hele.
