Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Og min Sjæl har kunnet grant fornemme
mellem Løvet der en sagte Røst:
„Du vil dog ei med dit Suk forstemme
disse Lundes fredelige Lyst?“ —
Ved den mildeste Naturens Magt
blev min Smerte der til Slummer bragt
i sit dunkle Gjemme.

Derfor vinkes jeg saa tidt tilbage
til mit Eden, til min Yndlingsdal.
Som en Pilgrim vil min Længsel drage
gjennem Skovens duftende Portal.
O, hvor sødt at vandre ensom did,
og, af Løvet skjult, en stakket Tid
glemme al sin Klage!