Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Her har Freias Falkevinge dalet
og hun glemte her sin Længselsflugt;
her den Fagre saa sit Billed malet
i den stille, skyggefulde Bugt.
Paa det lave Næs stod hendes Lund;
der har Drømmen i en Morgenblund
hendes Sind husvalet.

Hvor hun vandred, har hun allevegne
strøet rige Blomster i sit Spor;
Sagnet ved, at hun i Godheims Egne
samled Spirerne til Dalens Flor.
Trindt paa Eng og under Lundens Tag
vil de fagre Klynger end idag,
hendes Fjed betegne.

Engang stod jeg med et sorgfuldt indre
der, hvor Dalen aabned mig sin Favn,
og den kunde dog livsaligt lindre
med sin rene Sommerfryd mit Savn.
Drosler hilsed mig fra Lund og Krat,
og paa Engen lod en Blomsterskat
sine Smykker tindre.