Denne siden er korrekturlest
Jeg seer min Sjels Gudinde
med det vingede Fjed,
og føler min Taare rinde,
og bæver derved.
Jeg hører hende hviske
i Dandsens Larm og Iil,
jeg seer det rosenfriske
smeltende Smiil.
Da kan ei Natten sløre
mit sorgindviede Blik;
da synes jeg at høre
Dandsemusik.
Fjernt bag mig ligger Glæden
som en blaalig-farvet Kyst;
jeg har annammet isteden
Vemodens Lyst.
Den maler, hvor jeg mødes
med Vaarens Alfehær,
en høstlig Aftenrødes
dæmpede Skjær.
