Denne siden er korrekturlest
Alt er Forventning og tungsindig Anen,
og Livet drager her sin Aande tungt.
Just nu, da Solen vil gaae nedad Banen,
staaer Dagens Skjæbne paa sit Vendepunkt.
I denne tunge, smertelige Pause
hvert lille Plantehjerte angstfuldt slaaer;
i Markens pludselige Duft det tause,
bønlige Suk fra Blomsterlæben gaaer.
Jeg sidder selv i Tanker under Løvet,
og deler Egnens hemmelige Nød;
thi Angst og Bæven, som min Sjæl har prøvet
fandt her sit Speil i Ensomhedens Skjød.
Med ydre Ro, lig den, jeg her betragter,
hvor ingen Skabning nyder Livet trygt,
hilsed jeg tidt de skjæbnesvangre Magter,
der holde Sjælen mellem Haab og Frygt.
