Denne siden er godkjent
Den kvægende Sol kan ei skinne ned,
hvor Fjeldet paa Vagt er stillet;
det kaster i Elven, fra Bred til Bred,
sit truende sorte Billed;
den glidende Strøm maa tage det med.
Jeg gik ved Elven en Sommerdag
og kom til de lave Enge.
Der banked dens Bryst med mattere Slag,
der stod jeg ved Bredden længe,
hvor Fjeldet strakte sit Skyggetag.
Jeg kan ei glemme den dæmpede Sang
af Bølger og Aspeblade.
Min Sjæl har fulgt med Vandenes Gang
og bævet som Elvens Flade,
og Hjertets Harpe har givet Klang.
