Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/109

Hvor strengt blev hendes Skjønhed prøvet
i vore Connaisseurers Kreds!
Der var dog intet Blik saa øvet,
at det jo her fandt sig tilfreds.
Skjønt overalt blot Ros kom ud,
man var dog ivrigtst i at hylde
de mørkebrune Lokkers Fylde,
der bølged paa Blondinens Hud.

Men hvad der klarest laae for Øie,
og hvorpaa mindst blev givet Agt,
var hendes hele Væsens høie
og dog naive Tryllemagt.
Hun stod med en usynlig Krands
i denne festligsmykte Skare;
thi kun om hende laae den klare
og milde Kvindeligheds Glands.

Med Undren hendes søde Blikke
paa Salens Herligheder faldt;
men hun alene mærked ikke
det Blik, hun mødte overalt.
Hvor hun tog Plads, hun kaldte frem,
som til sin Vagt, en Dameklynge;
man maatte troe hun kunde slynge
et magisk Baand om alle dem.