Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/107

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Hvor er vort Selv, hvor blunder det,
mens vi paa disse Høider vandre
og spille Farcer for hverandre,
og give alskens Roller slet?

Ak, mens vi disse Tilsprang gjøre
til altfor Meget fra for Lidt,
vi standse i saa mangt et Røre,
der koster os Tilbageskridt.
Her taber Kvinden Yndets Duft
og disse sine Hjerteblade,
der alt i Spiren tage Skade
ved vor forceerte Drivhuusluft.

Og Herrerne — hvad vil man vente
paa deres Vei, der falder trang;
hvorfra skal de Dressuren hente
i deres norske Skolegang!
De tænke vist: det kommer nok,
og, halv brutale, halv geneerte,
halv raae endnu, og halv blaseerte,
de danne her en sælsom Folk.

En Dame i de Fyrgetyve,
blev nylig greben i et Suk:
hun lod sin Sjæl tilbageflyve
til Fordumstid da hun var smuk.