Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Rolig sidder hun, og dog bevæget
af en Kamp, som Verden ei skal see;
paa den tause Rosenmund er præget
Tungsinds Rune af den skjulte Vee.
Stærke Minder af en svunden Lykke
fængsles nu i hendes Marmorbarm.
Taus og rolig, uden Krands og Smykke,
sidder hun i denne Glædeslarm.

Hendes Indre gjemmer en Novelle,
der er tom paa Handling, mat af Klang;
den har ingen Rædsel at fortælle —
Angstens Uro fulgte dog dens Gang.
Kvindesjælens hemmelige Smerte,
der kan slukkes i en Vaardags Graad,
har dog truffet hendes varme Hjerte
allerdybest med en giftig Brod.

Og fordi hun har en Hverdagskummer,
skal den dølges, drog man hende hid.
Al den Mislyd, som en Festsal rummer
blandes her i hendes indre Strid.
Hendes Lykkesdrøm tilbagevender,
sært forvandlet nu i Fjas og Skrømt,
mens hun holder taus i sine Hænder
denne Glædeskalk, som hun har tømt.