svensk Hær for at tage Landet i Besiddelse i Kraft af bemeldte Afgjørelse, — men i hvilken han ogsaa fandt det nødvendigt at love dem en Konstitusjon. Han skrev: „Vor Generalguvernør vil høre Eders mest agtede Mænd, for derefter at forelægge os til Stadfæstelse et Forslag til en Konstitusjon, der svarer til Eders Behov og beskytter Eders Lykke“. Det er Erobreren, som taler, han peger paa sine Bajonetter med den ene Haand og vinker faderligt paa sine forvildede Børn med den anden; — ti det vilde være fordelagtigt, om man kunde vinde Norge uden Sværdslag.
Men Nordmændene brød sig hverken om hans Bajonetter eller om hans Generalguvernør med det nye „Konstitusjonsforslag", der skulde „Os forelægges til Stadfestelse“. Nordmændene gav sig selv en Konstitusjon, den de selv gav den fornødne Stadfæstelse.
Da skrev Karl Johan (10de Juli) et strengt Tugte- og Formaningsbrev til sine „vildledte“, men dyrebare „norske Undersaatter“. Han truede fremdeles med „Krigens uundgaaelige Ulykker"; ti fremdeles fastholdt han sin „Ret“ ifølge Kielertraktaten. Den nyvalgte norske Konge saavelsom Ejdsvoldsmændene var, erklærede han, „urolige Partistiftere“ (!), som „søgte at forlede Nordmændene til Ulydighed (!), mod Loven (!!) og til Uredelighed (!!!) o. s. v.; Nordmændene maatte ikke lade sig indbilde, at de var „selvstændige“; vistnok var de løste af det danske Aag, men kun „for med den svenske Krone at indgaa samme Forbindelse“, som forhen bandt dem til det danske Monarki; — ti Sverige havde kjøbt Norge ved sine „Opofrelser for Europas almindelige
