Side:Vor nasjonale Skam.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
7


Den svenske Erobrer tvang med andre Ord Nordmændene til at opgive sin Frihed og til at anerkjende hans Overhøjhed i Kraft af Erobringens Ret, — ifølge Kielertraktaten.

Hvad siger den virkelige Historie om alt dette?

————————

Ifølge Kielertraktaten overdrog den danske Enevoldskonge til Sverige „hele Kongeriget Norge tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Festninger, Landsbyer og Øer“, ligesom „alle Forrettigheder og Fordele skulle for Fremtiden tilhøre H. M. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Suverænitet“. Til Gjengjæld lovede den svenske Konge, at Norges Indvaanere skulde faa „beholde Nydelsen af deres Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privillegier, saadanne som de ere paa nærværende Tid“. Nordmændene skulde bytte det danske Enevelde med et svensk.

Dette var Kielertraktatens Hovedbestemmelser angaaende Norge. Vort gamle stolte Fædreland, Haakoners og Olafers Rige, blev tusket bort som en Handelsgjenstand mod et Par svenske Provinser, uden at hverken den danske eller den svenske „Landsfader" fandt det fornødent at spørge om Nordmændenes Vilje. Forliget vakte ogsaa den højeste Harme hos den Tids Nordmænd.

Den Tids Nordmænd vilde ikke slges! Da skrev „Kong Karl den 13de“ (det vil i Virkeligheden sige Karl Johan) under 28de Febr. 1814 en „Proklamasjon til det norske Folk“, i hvilken han for det første gjorde Nordmændene opmærksom paa, hvad der var afgjort i Kiel, og fortalte dem, at han nu kom med en