blandt den uoplyste Masse, og hvilken Fordærvelse han kan bringe over Landet, hvis ikke Enhver efter Evne søger at standse ham i Tide.“
Denne daarlege Stilen maa vera fraa Motzfeldt, men Schweigaard har sjølv gjort seg solidarisk alt slikt om og mot Wergeland. Det var inkje Under, at Wergeland rasad paa sin Vis vidare en han vilde hava gjort og at han snart sagt, har skjemt ut mange af sine Dikt ved inflettad Tankar om denne hans miskjende Stilling og ved hans poetiske Faafengd, som trudde at han var mønstergyldig, men berre hatad og misunnad. Det er ein daarleg Mann, Hartvig Lassen, til at skriva om Wergeland, naar han so lett, som han gjør, spring over denne Wergelands historiske Stilling til det fine Samfund. Men her kan Lassen ikke vera med, daa han just er ein af dei sidste Mohichanere af dette Samfund.
I „den Konstitutionelle“ 321 1836 stend blandt annat; han kallar seg ein Insender, men det gjer ingen Ting: — „Heller ikke vil Insenderen antage, at den Omstændighed, at DHr. Wergelands Penne (nemlig Fader og Søn, og det til eit svenskt Blad det verdt skrivet) i lengere Tid ofte ere blevne gjenkendte i. Morgenbladet, skulde kunne lægge noget Baand paa det sidstnævnte Blads Redaktører, og hindre dem fra aabent, ærligt og upartiskt at yttre seg over Flyvebladene og Consorter eller over Tendentsen, Arten og Beskaffenheden af Henrik Wergelands og Fleres politiske og publicistiske Virksomhed og Indflydelse. — Uden Tvil kan det for Sverige og den svenske Nation være temmelig ligegyldigt hvad slige norske Patrioter som DHr. H.Wergeland, Soelvold, Karl Bonaparte Roosen, Wangensten, Hadeln og deslige privatmene: det
