Stilling, at han var Stridsmannen for det gamle Embætssamfund fraa Danmark med sine politiske og litterære Fraasegner elder Traditioner. Var det mogelegt at uttala i kvassare sin Motsetning til norske Strævet en i denne Proklamation, so vilde det visst vera gjort. Her er nemleg nettup den Mann lyft i Bann, som er og var det alt paa den Tid det beste Uttrykk for den framveksande Nationalitet. Dette var baade politisk og litterært. Det var for Wergelands Polemik mot Sverige og Storthingets Upløysning, at denne Banlysning nærast var utslengd. Her var nemleg ein Svenskestrid daa likso kvass som i 60, og Wergeland skreiv „Flyveblade“, som kom til Sverige og vekte Forskrækkelse. Det var norske Krav, Wergeland kom med. Det var ikke alt so fint og diplomatisk sagt, men Tanke og Meining laa open. Og „Den Konstitutionelle“ var konstitutionel, den heldt seg til Brev og Bogstav i vaar Millomrett og den gjorde stort Gagn ved sin norsk loyale Holdning. Schweigaard var her som 24 Aar seinare ein Rettens Mann og vilde ingen Ting gjeva burt, men han kunde helder aldri driva Tanken til at koma lenger, enn til det som var, det som forelaa; han „dreiv paa og stod“, her som over alt. Og derfor var Wergeland med sin idealistiske Rett ein urimeleg Mann i hans Auga.
Dette skal ingen forundra seg over, men det forunderlege er, at han so heilt ut skulde miskjenna Wergelands Liv og Livsgjerning, som her er uttrykt. Dette kann ikke vera so myket ein Stutthugs elder kortsynt Tanke, som det er nokot „historisk“ i Schweigaards og Samfundets heile Stilling. Den wergelandske Tanken var „Barbarie“, det trudde Welhaven fullt og fast endaa for nokre Aar sidan, om han so medgav, at ingen skreiv betre Vers en
