Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/64

Denne siden er korrekturlest

64

Spraak.^[1] Han syntes at sjaa so vel det serskilde, at han ikke lenger hadde det fulle Syn for det sambundne. Og om dette ikke altid er ein Naturlagnad, so er det tidt nokot, som Tame eller Øvelse fører med seg. Du kan læra deg up til det, f. Ex. til at høyra fint dei einstake Tonar, men ikke den heile Melodi, til at sjaa grant den og den Flekken i eit Landskap men ikke det heile samlad Daledrag osv. Det skal nemlig attaat Sansninga Inbillingsevne og Sambandstanke til dette sidste. Og det er det fulle Maal af denne Inbillingsevnen og denne sambindande Tanken eller Combinationen, som Schweigaard syntes at vanta (mangle). Han var etter alt komen dit, der

↑ Vidar No. 2 pag. 11 —: „Under Menneskeaandens Udvikling i alle Retninger under vort stigende Herredømme over Naturen og Indtrængen i Lovene for dens Virksomhed, under den aldrig hvilende Bestræbelse efter at udforske Formerne for det Guddommeliges Aabenbarelse i det Mangfoldige ved en flersidig Opfattelse af Livets Hovedmomenter og deres Fremstilling i Videnskab og Kunst, ved den historiske Gransknings Udvidelse, faavel i Dybde som Omfang, ved de politiske Interessers Forvikling i Conflicter, har den almindelige Stræben efter Erkjendelse faaet en Alsidighed, en Tendents til at opfatte de vigtigste Momenter af den hele Masse af Viden, der ikke tillader, at man fordyber sig i et enkelt Punct af Slægtens Udviklingshistorie. Saaledes bliver Indflydelsen af den classiske Oldtid blot middelbar, eller med andre Ord, den ytrer sig kun gjennem Resultaterne af den lærde, men den middelbare Indvirkning taber sig mere og mere, hvormeget man end ved Organisationen af den videnskabelige Undervisning søger at opretholde den. Den Sætning, at al ægte Dannelse hviler paa den clasfiske Grundvold, har derfor længesiden tabt sin Sandhed og Betydning, og den hele Institution staar som et Skyggebillede fra en forsvunden Tid.

[1] Vidar No. 2 pag. 11 —: „Under Menneskeaandens Udvikling i alle Retninger under vort stigende Herredømme over Naturen og Indtrængen i Lovene for dens Virksomhed, under den aldrig hvilende Bestræbelse efter at udforske Formerne for det Guddommeliges Aabenbarelse i det Mangfoldige ved en flersidig Opfattelse af Livets Hovedmomenter og deres Fremstilling i Videnskab og Kunst, ved den historiske Gransknings Udvidelse, faavel i Dybde som Omfang, ved de politiske Interessers Forvikling i Conflicter, har den almindelige Stræben efter Erkjendelse faaet en Alsidighed, en Tendents til at opfatte de vigtigste Momenter af den hele Masse af Viden, der ikke tillader, at man fordyber sig i et enkelt Punct af Slægtens Udviklingshistorie. Saaledes bliver Indflydelsen af den classiske Oldtid blot middelbar, eller med andre Ord, den ytrer sig kun gjennem Resultaterne af den lærde, men den middelbare Indvirkning taber sig mere og mere, hvormeget man end ved Organisationen af den videnskabelige Undervisning søger at opretholde den. Den Sætning, at al ægte Dannelse hviler paa den clasfiske Grundvold, har derfor længesiden tabt sin Sandhed og Betydning, og den hele Institution staar som et Skyggebillede fra en forsvunden Tid.

[1]